Pressemeddelelse udsendt 29. maj 2017
– fra Fonden Lyseng Idrætscenter
Salling Fondene har besluttet at give en donation på kr. 10 mio. til etablering af de supplerende sportsfaciliteter/idrætsfaciliteter, der er en del af kultur- og idrætsprojektet LYS1, placeret midt i lokalsamfundet Holme, Højbjerg og Skåde.
Næstformand i Salling Fondene, Karin Salling udtrykker sin glæde over at Salling Fondene, med deres donation, er med til at give LYS1 et stort ryk frem mod realiseringen af projektet. “Fra Salling-Fondenes side er vi glade for at kunne bidrage til noget som rigtig mange vil få glæde af. Vi er glade for at kunne støtte opgaver i samfundet og her er det konkret lokalsamfundet Holme, Højbjerg og Skåde. I dette tilfælde har vi valgt at give støtte til etablering af de supplerende sportsfaciliteter og idrætslokaler, der er en del af kultur- og idrætsprojektet LYS1”
Borgmester Jacob Bundsgaard: ”Jeg glæder mig virkelig over, at Salling Fondene endnu en gang har givet tilsagn om en betragtelig donation, som vil kunne glæde rigtig mange mennesker i Aarhus Kommune. Donationen er et flot skulderklap til det store arbejde og engagement, lokalsamfundet i Lyseng lægger i at skabe et nyt og stærkt medborgercenter. Med donationen fra Salling kommer projektet et vigtigt skridt videre mod at blive realiseret,” siger borgmester Jacob Bundsgaard.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad-Ahmad: ”Det er en helt fantastisk nyhed, der vil gavne både Lyseng og resten af Aarhus. En udvidelse af byens idrætsfaciliteter sikrer, at endnu flere kan blive en del af sportens og foreningslivets sunde og aktive fællesskaber. Jeg vil gerne på hele byens vegne takke Salling Fondene for deres vedvarende og vigtige støtte til byens kultur- og fritidsliv, ”siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Fra Styregruppen udtaler Leif Fisker Jensen: “Vi vil gerne skabe et center, hvor generationer kan mødes. Hvor man ikke kun besøger bibliotek, borgerservice eller tager til idræt, men hvor der også er kultur og en café. LYS1 skal være et sted hvor man naturligt har lyst til at mødes. Vi skal gøre vores yderste for at gaven bliver til størst mulig gavn for alle aktive børn og voksne i Lyseng”.
Hans Skou, formand for Fonden Lyseng Idrætscenter er utrolig glad for den store og flotte donation fra Salling Fondene. “Opgaven er ikke afsluttet men med Salling Fondenes støtte får vi et formidabelt startskud og et kæmpe skulderklap til den lokale indsats. Det er værdifuldt og uundværligt med støtte til lokale idræts- og borgerinitiativer. Med denne donation vil vi kæmpe videre for at projektet kan blive realiseret,” siger Hans Skou.
Hjemmesiden ejes af
Fonden Lyseng Idrætscenter
Lysengvej 2, 8270 Højbjerg