Klubben er ved at udbygge deres anlæg i Lyseng. Vi har interviewet Thomas Brogaard for at høre nærmere om deres aktiviteter.
Af Ingrid Bjerrum, 1. december 2025
“Vi nedbryder fordomme om, at tennis kun er for eliten”, fortæller Thomas Brogaard, der er klubmanager i 1900 Tennis, og han fortsætter: “Klubben er i god udvikling med flere breddehold og bedre faciliteter. Vi har f.eks. gjort en indsats for at få flere børn på 6-12 år med i klubben, og det er her skumtennis bl.a. kommer ind i billedet. Tidligere startede mange børn lidt sent, i 12 års alderen, men klubben har gjort tennis lige så normalt at starte til som f.eks. fodbold eller håndbold.
Desuden understøttes indsatsen af den årlige tennis-sommerskole i uge 27 og 32, som er for 6-17 årige og helt nye, og der kommer omkring 50 på hvert hold.” Nu er der ca. 800 medlemmer i alle aldre i 1900 Tennis.
Den store elitetræning foregår i Københavnsområdet, men flere landsholdsspillere har spillet i 1900 Tennis i nogle af deres ungdomsår, og klubben har både herre- og kvindehold i 1. Division.
“Man kan sige, at 1900 Tennis er et af fyrtårnene i jysk tennis, og det betyder bl.a. at vi sammen med nogle af de andre store klubber organiserer og afholder Jysk Mesterskab. I 2025 finder indendørs mesterskabet sted den sidste weekend i november med 35 deltagere fra klubben og i januar for veteranrækkerne, hvor 1900 også er rigt repræsenteret. Desuden samarbejder vi med Århus’ mindre tennisklubber, der jævnligt lejer indendørs baner. “
1900 Tennis råder over to anlæg: i Lyseng og på Grønnevej, der er en del af Projekt Kongelunden. Når stadionprojektet er færdigt, vil der være 8 nye udendørs baner i Kongelunden og 4 udendørs i Lyseng. Målet er at få nogle hybridbaner, der gør det muligt at spille tennis udendørs hele året. I Lyseng er haludvidelsen godt i gang, og til sommeren 2026 kan i alt 6 indendørsbaner tages i brug, hvilket er en milepæl for klubben og for tennis i Aarhus og resten af Jylland. 18 tennisbaner bliver det til, når det hele er færdigt.

Byggeriet er drevet frem af bestyrelsen og finansieret af kommunen, Salling Fonden og egne midler, men til forskel fra Lyseng Hallen er klubben en selvejende institution, der selv har ansvar for al drift og vedligeholdelse. Bookingsystemet, bestyrelsen, klubmanager og trænerne dækker begge adresser, og ligesom i andre foreninger er der få ansatte, trænere og klubmanager, samt en række frivillige, der får det hele til at fungere.
På spørgsmålet om hvordan idrætsforeningerne i Lyseng kan bruge hinanden, siger Thomas Brogaard, at selvom der ikke er et formelt samarbejde, er det hans indtryk, at flere familier nyder godt af, at der er et så varieret tilbud samlet på et sted, og den effekt øges, jo tættere hallerne er på hinanden. Der er allerede flere, der veksler mellem at spille badminton og tennis, mens andre i familien f.eks. går til gymnastik eller fodbold.
Hjemmeside:
www.1900tennis.dk